Når man får hund , voksen som hvalp, skal den lære at være alene hjemme i nogle timer. Derfor er det vigtigt, at hunden/hvalpen trænes tidligt, så den føler sig tryg ved at være alene hjemme.

Når hvalpen kommer til sit nye hjem og sin nye familie, skal man tænke på, at hunden/hvalpen er flokdyr og den kommer fra en gammel flok hen til en ny flok. Den gamle flok bestod af mor, kuldsøskende og opdrætteren med familie. Her var hvalpen aldrig alene, og den følte sig tryg. Nu kommer den til en helt ny flok og helt nye omgivelser.

De allerfleste hvalpe tilpasser sig hurtigt de nye omgivelser og flokmedlemmer, det vil sige dig og din familie. Men der kommer en dag, hvor det er nødvendigt at forlade hunden/hvalpen i kortere eller længere tid. For at det skal kunne lade sig gøre, er det vigtigt, at hvalpen grundlæggende føler sig tryg i de nye omgivelser, dvs. at når man får sin voksne hund/hvalp hjem er det vigtigt, at kunne være sammen med den og vise den sit nye hjem og omgivelser. Det er vigtigt at vise den hvad man må og ikke må - give den masser af legetøj og lege med hunden med det, så den ved at det er til den og gerne flere liggekurve så den kan lægge sig til at hvile forskellige steder hvis det er det den har lyst til. 

Fordi hunde er flokdyr, føler de sig usikre, når de bliver skilt fra familien. Derfor er det bedst at vente med at lade din hund/hvalp være helt alene, til du er forholdsvis sikker på, at hunden/hvalpen trives og føler sig hjemme. Man anskaffer sig ikke en hund, for at gå fra den og lade den være alene, men det kan selvfølgelig ikke undgås, at den må være alene nu og da. Det kan ikke anbefales at lade hunden være alene hjemme i mere end fire timer i træk, i hvert fald kun undtagelsesvis. Og de første gange, må hvalpen kun være alene i meget kort tid ad gangen.

Fordi hunde er flokdyr, føler de sig usikre, når de bliver skilt fra familien og det er uanset om de har en stor familie eller kun ét menneske at forholde sig til.

Begynd med at lære hunden/hvalpen at være alene i ét rum, for eksempel køkkenet. Der må ikke være noget i rummet, den kan ødelægge eller komme til skade med. Løse ledninger SKAL VÆK, læg tyggeben og legetøj ud på gulvet, som den kender.  Hundens/hvalpens kurv, som står hvor den plejer og plejer at ligge i, skal være der.

Begynd med at gå ud af rummet og sæt et børnegitter i døråbningen, så hvalpen ikke kan følge efter dig, bare gå, lad være med at gøre "et nummer" ud af det.

Sæt dig et lille stykke væk fra døren, så hvalpen stadig kan se dig. Hvis hunden ikke siger noget men bare kigger går du tilbage - hilser let, uden den store hilse ceremoni og i gentager ved at gøre seancen længere og længere. Når du kan se, at det fungerer, kan du begynde at lukke døren. Åbne hurtigt igen, hvis hunden/hvalpen ikke har sagt noget let hilsen som før- og gentage, gentage med længere og længere tidsintervaller. Det vigtige er at hunden /hvalpen ikke siger noget. Siger den noget, hvis hunden/hvalpen begynder at gø, pibe eller hyle, skal du ikke gå ind til hvalpen, før den tier stille. Hvis du går ind til hvalpen, mens den brokker sig, lærer den hurtigt, at det betaler sig at larme, for så kommer du. Det kan være svært at holde fast i, men du vil få stor glæde af det fremover..

Efter noget tid, måske en halv time, lader du hvalpen være alene i nogle få minutter. Så går du ind til hvalpen, men igen uden den store hilse-ceremoni. Det skal være naturligt for hvalpen at være alene, og lige så naturligt, at du kommer tilbage igen.

Du skal selvfølgelig ikke lade hvalpen pibe og hyle i alt for lang tid. De fleste hvalpe holder en lille pause i piberiet (om ikke andet, så for at trække vejret) og der kan du gøre din entré igen. Lad være med at hilse overvældende på hvalpen, da dette blot forstærker hvalpens utryghed. Sig kort hej og fokuser derefter på noget andet - sæt dig ned og læs i avisen eller noget lignende. Som du kan se, er det noget, der kræver tålmodighed, men det gælder al hundetræning, ligesom det også er vigtigt, at alle i familien gør tingene på samme måde. Det duer ikke, at nogen i misforstået ’godhed’ går ind til hvalpen og måske oven i købet giver den godbidder for at brokke sig.

Med hensyn til mere eller mindre forstående naboer kan det være godt, hvis du foretager den første træning midt på dagen, når de alligevel er påarbejde. For de allerfleste hunde er det ikke noget problem at lære at være alene, og så snart du mærker, at hvalpen slapper af, kan du udvide den tid, den er alene. Senere går du videre med at forlade lejligheden eller huset, men bliver stående uden for hoveddøren og lytter.
Når det fungerer, kan du prøve at lade hunden være helt alene i huset i kortere tid. Du kan bede din forstående nabo om at lytte efter, sådan at du ved, hvordan det går, eller sætte din ipad på facetime så du kan se hvad der foregår.

Med lidt tålmodighed og konsekvens ender det med, at du kan lade hunden være alene hjemme. Men som sagt helst ikke længere end fire timer ad gangen, da det må være en hunderet at kunne komme på toilettet :o)